Vedtægter for brancheforeningen Dansk Ventilation
(Vedtaget på den stiftende generalforsamling d.5.maj 2004 i Odense, ændret ved generalforsamlinger i 2006, 2009 og 2010 samt ved generalforsamling 31.marts 2011 i Middelfart)
§1 Formål
Dansk Ventilations formål er i samarbejde med Danvak, FAV, DTU og andre ligestilledes formål at få synliggjort indeklimaets betydning for hele samfundet.
Dette realiseres sammenholdt med en klar fokusering på reduktion af energiforbruget, reduktion af C02 udledningen – og optimal udnyttelse af den energimængde, der tilføres en bygning.
Dansk Ventilation har herudover det særlige formål at øve indflydelse på
· Messer, hvad angår antal, tid og sted
· National synliggørelse
· International markedspositionering
· Kontakt til og lobbyaktivitet over for politikere, nationale myndigheder og internationale
myndigheder
· At fremme forståelsen for godt indeklima med minimalt energiforbrug og danske
virksomheders aktiviteter på området
· Markedsføring over for beslutningstagere
· Produktstandardisering og normarbejde
· Godkendelser
· Forskning
§ 2 Medlemsforhold
Virksomheder, der er fabrikanter eller leverandører af komponenter til indeklimaforbedringer, kan optages i Dansk Ventilation. Bestyrelsen godkender optagelse af medlemmer. Uenighed kan forelægges førstkommende generalforsamling, hvor endelig afgørelse træffes ved simpelt flertal.
Der tegnes ét firmamedlemskab, og firmaet kan sende én repræsentant til møderne.
Der kan ikke tegnes personligt medlemskab.
Bestyrelsen kan ad hoc indbyde andre til at deltage i møderne.
Stk.2 Bestyrelsen for Dansk Ventilation kan udnævne æresmedlemmer og tildele disse rettigheder efter retningslinjer, som bestyrelsen udarbejder.
§3 Dansk Ventilations ledelse
Dansk Ventilation vælger blandt sin medlemskreds en bestyrelse på min. 5 og max. 7 personer.
Bestyrelsen vælges ved foreningens ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen, således at ca. halvdelen af ledelsen er på valg hvert år. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen konstituerer sig selv, idet den som minimum vælger en formand, en næstformand, en kasserer, en sekretær og en aktivitetsansvarlig.
I tilfælde af afstemninger, hvor der er stemmelighed, er formandens stemme afgørende.
Når det skønnes hensigtsmæssigt, f.eks. ved indtrædende vakance, kan bestyrelsen i årets løb supplere sig blandt foreningens medlemmer eller ekspertise udefra.
§4 Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Der holdes ordinær generalforsamling inden udgangen af marts måned. Indkaldelsen sker med mindst 3 ugers varsel med brev eller e-mail til foreningens medlemmer.
Forslag, som medlemmer ønsker behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen holdes.
Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning om det forgangne år
3. Fremlæggelse af regnskab
4. Indkomne forslag
5. Aktivitetsplan med budget for det kommende år.
6. Fastsættelse af kontingent
7. Valg af bestyrelse
8. Valg af to suppleanter
9. Valg af revisor
10. Eventuelt
Ved valgene har tilstedeværende medlemsfirmaer ved deres repræsentant, som ikke er i kontingentrestance, hver 1 stemme. Der kan stemmes ved fuldmagt.
Ved afstemninger er almindeligt stemmeflertal afgørende.
Såfremt et medlem begærer hemmelig, skriftlig afstemning, skal dette efterkommes.
§5 Økonomi
Dansk Ventilations medlemmer betaler et årligt kontingent, som er afstemt efter aktiviteterne.
Regnskabsperiode: 01.03-28.02.
Bestyrelsen må ikke acceptere et driftsmæssigt underskud på nogen måde, uden at et flertal på et foreningsmøde har givet samtykke hertil.
§6 Tegningsregler.
Foreningen tegnes af Formanden og et bestyrelsesmedlem, alternativt af Formanden eller to bestyrelsesmedlemmer, sammen med en direktør.
§7 Eksklusion
Et medlem/firma kan ekskluderes af foreningen såfremt:
- Et medlem indgiver med navn en skriftlig klage med begrundet forklaring om forslaget til eksklusion til bestyrelsen, som kan afvise forslaget eller videresende beslutningen til to på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger. Det ene kan være den ordinære generalforsamling. Indkaldelsen sker med mindst 3 ugers varsel med brev eller e-mail til foreningens medlemmer.
- På de omtalte ekstra generalforsamlinger gøres forslaget om eksklusion til genstand for drøftelse og afstemning. Det medlem, der er fremsat forslag om eksklusion af, har tale- og stemmeret på de ekstra generalforsamlinger. Eksklusion finder sted, såfremt på hver af de to generalforsamlinger minimum ¾ af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget om eksklusion. Afstemning finder sted skriftligt, og der kan ikke stemmes på baggrund af fuldmagt.
§8 Opløsning
Foreningen kan opløses på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, hvor mindst ¾ af medlemmerne er til stede, og mindst ¾ af de fremmødte stemmer for forslaget om opløsningen.
Såfremt ovennævnte krav ikke kan indfris, indkaldes der til en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling, hvor foreningen kan opløses, såfremt minimum ¾ af de fremmødte stemmer herfor.
Regler for afstemning sker jævnfør §4.
Eventuelle midler på foreningens konto vil overgå til Danvak efter opløsningen.
- ╬
Download vedtægterne som pdf-fil.
|